Af Lasse Glavind, medlem af bestyrelsen i Dugnad og medlem af Vesterbro Lokaludvalg. Bragt i Vesterbrobladet 30. juni 2010.

Politikere fra socialudvalget i Københavns Kommune går nu ud i medierne og siger, at vesterbro-borgerinitiativet Dugnad svigter bydelens borgere og stofbrugere, ja vi bliver sågar kaldt terrorister af de fortørnede politikere.

Det er surrealistisk, politikerne i Borgerrepræsentationen kalder nu aktive, socialt engagerede og løsningsorienterede borgerne for terrorister. Vi – borgerinitiativet Dugnad – har i udgangspunktet begået den synd, at vi har skaffet statspenge, private sponsorer og en masse frivillig arbejdskraft til at åbne en cafe for bydelens stofbrugere, således at vi her på Vesterbro nu kan tilbyde både borgere og stofbrugere en meningsfyldt alternativ til det ragnarok vi igennem 30 år har haft i vores gader. Og det har virket. Cafeen er faktisk blevet så stor en succes, at de lokaler, Københavns Kommune har anvist os, simpelthen har vist sig at være alt for små. Det har vi og alle andre aktører i kvarteret nu gjort socialudvalget opmærksomme på i over et år, men intet er sket.

Vi har i det halvandet år, cafeen har eksisteret, udviklet et glimrende og tillidsfuldt samarbejde med politiet i gensidig respekt for hinandens arbejde og forpligtelser. Nu har Københavns Kommune så presset politiet til at lave en forbudszone omkring Cafe Dugnad og dermed også presset os til at lukke cafeen og i stedet servere mad for stofbrugerne ude på gaden. Vi har kæmpet som løver for at begrænse de gener, som cafeens placering betyder for de nære omgivelser, men vi – og alle andre involverede parter – har desværre hidtil talt for døve øre inde på Rådhuset. Alle på Indre Vesterbro ved, at store koncentrationer af stofrelateret adfærd skaber problemer for omgivelserne. Inden Cafe Dugnad åbnede, var problemerne koncentreret ude i gaderne blandt andet omkring Mændenes Hjem, Mariatjenesten, Helgolandsgade, Abel Cathrines Gade, Viktoriagade, Hovedbanegården.

Cafe Dugnad har lettet presset mange steder i bydelen ganske betydeligt. Det er blandt andet lykkedes, fordi vi har tænkt nyt og anderledes i erkendelse af, at det, der var, ikke løste problemerne.

Det har virket provokerende på de gamle elefanter, at vi nogle gange ser anderledes på tingene. De har opfattet det som en kritik af deres eget arbejde, og vi har i et stykke tid kunnet konstatere, at der verserede løse rygter og myter om vores pædagogiske målsætning og principper.

Vi har hidtil valgt ikke at tage til genmæle offentligt, fordi vi har ment, at det ville være et brud på den borgfred, der er så afgørende for, at vi sammen kan skabe løsninger her på Vesterbro.

Hverken borgere eller stofbrugere har gavn af verdensfjerne akademiske disputter om, hvorvidt stofbrugerne nu skal inddeles i stærke og svage.

Jeg kan som borger helt ærlig ikke se forskel på, om det i akademisk forstand er en stærk eller svag stofbruger, der er henvist til at bruge min kælderskakt som toilet – det er det samme lort, og alle – stærke og svage (eller hvad vi nu vælger at kalde stofbrugerne) – har brug for et sted at være.

Jeg ved faktisk også som borger, at den karantænepædagogik over for stofbrugerne, som de gamle institutioner hidtil har ført blot sender problemerne over på min trappesten eller hen på toilettet i den lokale folkeskole. For hvor går stofbrugerne hen, når de ikke må være i deres væresteder?

Ud i gaderne såmænd. Det svære spørgsmål, som vi i Dugnad forsøger at svare på, er: Hvordan laver man et værested og cafe til bydelens stofbrugere, hvor de ikke bliver smidt ud på gaden, fordi de opfører sig som stofbrugere?

Vi har begået masser af fejl – det gør man, når man udvikler nye koncepter – men vi arbejder hele tiden stenhårdt på at rette dem. Vi lytter gerne til kritik og lærer gerne nye ting, og vi indgår gerne i dialog om det partnerskab, vi har indgået med Københavns Kommune.

Men det er ikke dialog, når forvaltningen pludselig ud af det blå gennemfører en ensidig evaluering af partnerskabet og i øvrigt helt undlader at se på sig selv.

Det er ikke dialog, når man fra centralt hold forsøger at pålægge os en særlig pædagogisk metode – som har vist sig ikke at virke på Vesterbro.

Det er ikke dialog, når man presser politiet til at indføre forbudszone omkring cafeen, og det er ikke dialog, når man afviser at gøre brug af de i partnerskabsaftalen fastsatte muligheder for uvildig mægling mellem Dugnad og kommunen. Vi kan ikke løfte den har enorme sociale opgave her på Vesterbro, hvis vi ikke alle sammen løfter i flok, borgere, politi, kommune og andre interessenter. Det kræver politisk opbakning, styrke, lydhørhed og mod at skabe en bæredygtig Vesterbroløsning. Vi betræder nyt og ukendt land, og derfor træder vi nogle gange forkert, men hvis det ikke lykkes os at skabe konstruktive løsninger, er det ikke Dugnad, der svigter, vi svigter alle sammen.