Farvel til en ildsjæl

Lørdag, 31 Jul 2010

- Lederen af Dugnad Vesterbro stopper. Cafe Dugnad på Vesterbro har haft overvældende succes med at tiltrække stofbrugere til værestedet. Cafeen har siden sin åbning forsøgt at følge med udviklingen med et stadigt stigende antal brugere i cafeen, kontakt med naboer, samarbejde med politiet og ønsker fra kommunen. Dette har betydet øgede udgifter til personale bl.a. ansættelse af en cafeleder og til indkøb og har desværre resulteret i en budgetoverskridelse på ca. 500.000 kr.

Leder og initiativtager til Dugnad Michael Lodberg Olsen har påtaget sig ansvaret for budgetoverskridelsen og indgået aftale med bestyrelsen om at fratræde sin stilling:
"Jeg har lavet en fratrædelsesaftale med bestyrelsen for at minimere udgifterne på ledelsesfronten. Jeg håber dermed at cafeen - et livsvigtig stofbrugertilbud på Vesterbro - bliver mindre berørt af den sparerunde der er uundgåelig."

Bestyrelsesformand for Dugnad Vesterbro Povl Skov tager budgetoverskridelsen meget alvorligt, men ser den samtidig som en konsekvens af cafeens store succes. "Ledelsen i Dugnad har virkelig gjort sit for at følge med succesen. Det er lykkedes godt, men har beklageligvis medført et merforbrug. Det er utrolig trist at Michael stopper. Han har været drivkraften bag Dugnad og vil blive savnet. Samtidig giver hans beslutning om fratrædelse Dugnad et godt udgangspunkt for at minimere udgifterne så vi kan holde budgettet.
Det er væsentligt for at bevare Cafe Dugnad og fortsat at skabe bedre vilkår for stofbrugere og beboere på Vesterbro."

Bestyrelsen har i samarbejde med ledelsen omgående iværksat en række væsentlige reduktioner i omkostningerne for at imødekomme budgetmål 2010 og 2011.
For resten af 2010 er indtil videre iværksat omkostningsreduktioner for ca. 200.000 kr. og for 2011 udgør reduktionen i faste lønomkostninger ca. 400.000 kr.

Pressemeddelelse