Ved åbningen af "Plads Til Alle" 5. februar var digteren Thorkil med til at indvie Vesterbros nye plads. Thorkil talte om København og hvordan sød musik opstår:
Vi, der bor i København, har de sidste år kunnet se, hvordan de bygger paladser:
Operahus, skuespilhus og nu også et koncerthus. Og de taler om vores by og de elsker at sige metropol, klimaby, verdens bedste cocktail capital, arkitektur og mode mekka, verdens bedste cykelby og supernova-syv-retters-menu-by.
Sådan siger de om København. Og det er sgu ok, det må de gøre, som de vil, og de har nok en plan, og den er nok fin nok.
Jeg hedder Thorkil, og jeg kan godt lide ostemadder og skipperlabskovs. Jeg kan godt lide at mødes tilfældigt i kiosken og få grineren på over en åndsvag forside sammen med dem jeg kender i København. Vi mødes over en øl, en kop kaffe, vi mødes på bænken, i baren, midt i en slentretur på vej mod Netto efter Nescafé en tilfældig tirsdag eftermiddag.
Det er vores hverdag i København. Det er her vi bor og går rundt, og det er her, der i dag åbner en ny café.
Det er ikke noget operahus. Her vil nok ikke være nogen cello symfonier eller sangtalenter, kamerahold eller sukkerchok. Her vil være en anden type musik. Her vil lyde af bordtennisbolde og folk, der forsøger at udtale Dugnad korrekt. For som Schade sagde, så opstår musik i hjertet, når mennesker mødes. Og her skal vi mødes. Her skal vi sludre, fortælle løgnhistorier, perlekommentarer, lægge verden lidt på hylden for en stund, køre i tomgang og bede om “lige en kop kaffe til, tak”
Lige én kop kaffe til, tak, og tak til Dugnad og alle, der har fået det her op at stå!


