Forholdene for stofmisbrugerne på Vesterbro bliver nu lidt mere
tålelige, når Sundhedsrummet indvies fredag 21/11 kl. 14.00. Et skridt
på vejen mod et fixerum, siger personerne bag.
Det meget omdiskuterede Dugnad og Sundhedsrum åbner nu på Vesterbro i
et samarbejde mellem foreningen DUGNAD, der arbejder for bedre forhold
for stofmisbrugere på Vesterbro, og Københavns Kommune. Her vil
bydelens stofmisbrugere snart kunne få sundhedshjælp, hvile ud, adgang
til et alternativt arbejdsmarked, billig mad samt rådgivning om det
sociale system. Dugnad og Sundhedsrum skal huse bl.a. sygeplejersker,
socialrådgivere og frivillige.
Indsatsen er en social opfindelse indenfor velfærden, hvor en frivillig
organisation og en kommunal indsats arbejder fælles i samme hus for at
løse sociale og sundhedsmæssige problemer hos socialt udsatte.